Foto: Mie Hee Christensen
En velskrevet tekst får afsenderen til at fremstå både professionel og troværdig. Det modsatte virker sjusket og ufokuseret. Få hjælp til at gøre dine tekster flydende, fejlfri og fængende. Jeg skærper vinklen, får styr på strukturen, luger ud i sprogbøffer og grammatiske svipsere og sikrer, at budskaberne står knivskarpt.
Er I på jagt efter kvalitetsjournalistik på et højt sprogligt niveau? Jeg leverer artikler, reportager, interviews og features (også gerne de tungere af slagsen) – til magasiner, websites, årsberetninger m.m. Mine primære stofområder er skole/ uddannelse og bæredygtighed/grøn omstilling, men jeg er åben og nysgerrig og hurtig til at sætte mig ind i nyt stof.
Få redaktørhjælp til jeres publikation – magasinet, brochuren, rapporten eller årsberetningen – fra idé til færdigt produkt. Jeg har mange års redaktørerfaring og ved, hvad der skal til, for at få tekst, billeder og lay-out til at udgøre en smuk, velkomponeret helhed.
Jeg kan hjælpe jer med at blive skarpe på udgivelsens formål, form og format samt afgrænse målgrupper. I processen sørger jeg for, at alt indhold bliver bestilt og leveret til tiden og inden for budgettet. Jeg skriver gerne selv og/eller redigerer jeres eget materiale, så budskaberne går klart igennem.
Okay. Jeg er med på, at man i dag helt skal have en niche og ikke sprede sig over for meget. Men helt ærligt – når nu man faktisk favner virkelig bredt og ikke bare er god til mange ting, men også godt kan lide variationen, hvorfor så forsøge at skjule det? Så her er lige nogle ting, som jeg også gerne beskæftiger mig med:
Passioneret skribent og kvalitetsbevidst redaktør
Jeg hedder Maja Plesner, er uddannet journalist, men har arbejdet i krydsfeltet mellem journalistik og kommunikation en stor del af min karriere. Jeg elsker at skrive, men er mindst lige så vild med - og god til – at redigere andres tekster.
Jeg er i stigende grad blevet optaget af konstruktiv journalistik – altså journalistik, der frem for bare at beskrive problemer, også peger fremad og forsøger at lyse på løsninger og muligheder. Et spændende felt, som jeg har lovet mig selv at dyrke noget mere. For verden er så meget mere end de skrækscenarier og dystopier, der hver dag møder os i nyhederne.
Det vil jeg gerne være med til at bevise, ligesom jeg gerne vil være med til at styrke samtalen om, hvordan vi lykkes med den grønne omstilling. Derfor startede jeg i august 2024 sammen med journalist Lene Outzen Foghsgaard Klimatalks – Danmarks første bookingportal med udelukkende grønne stemmer (man kunne også kalde det bæredygtighedsforkæmpere), som kan bookes sammen med enten mig eller Lene som moderator. Læs mere på klimatalks.dk.